00

Natura 2000


Som det vil være mange jægere bekendt, arbejdes der i denne tid, i mange instanser, med planerne for Natura 2000 områderne. Således også i vores område og derfor selvfølgelig også hos jægerne i Kreds 6.

For at synliggøre dette arbejde, vil der her på siden, under undermenuen til venstre, i den kommende til blive lagt link ind til de relevante planer, ligesom det vil blive mulig at følge det arbejde jægerne laver og komme med indlæg og kommentarer.

Natura 2000 planlægningen sker i forbindelse med Danmarks implementering af EU’s fuglebeskyttelses- og habitatdirektiver. Natura 2000 er et netværk af områder i EU med særligt værdifuld natur. Områderne er udpeget for at beskytte levesteder og rasteområder for fugle og beskytte truede naturtyper og plante- og dyrearter.

Målet er god naturtilstand
Direktiverne fastsætter et overordnet mål for at sikre eller genoprette en gunstig bevaringsstatus for naturtyper og dyre- og planterarter. Danmark er forpligtet til at sikre, at der ikke sker en forringelse af status i de udpegede områder og til at iværksætte, hvad der er nødvendigt for at opnå de fastsatte mål.

Hvert 6. år *) indberetter Danmark til EU-kommissionen, hvad vi har foretaget os for at opnå det overordnede mål, og hvordan tiltagene har virket i praksis.

*) Dog kun hvert 12. år for skovbevoksede fredskovpligtige arealer.

Parallelt med Natura2000 planlægningen gennemføres en målrettet vandplanlægning for grundvand, vandløb, søer og den kystnære del af havet.

Miljømålsloven og skovloven
De nærmere krav til planlægningen er fastsat i miljømålsloven og i skovloven. Formålet er, at den offentlige indsats til fordel for vandmiljøet og Natura 2000-områderne bliver fagligt velfunderet, effektiv og målrettet og sker i dialog med bl.a. lodsejerne og deres organisationer og natur- og friluftsorganisationer.



Udkast til de statslige vandplaner for 23 vandoplande og Natura 2000-planer for 246 områder er sendt i forhøring hos de berørte statslige, regionale og kommunale myndigheder i henhold til bestemmelsen i miljølovens § 28, stk. 2.

I tilknytning hertil er der udarbejdet/revideret udkast til bekendtgørelser, som skal gøre det muligt for henholdsvis staten og kommunerne, at udarbejde de nødvendige planer i tilknytning til de statslige vand og Natura 2000-planer.

 

Danmarks Jægerforbund Kreds 6