00
Vedtægter for Kreds 6

Er der elementer i vedtægterne, som du er i tvivl om, kan disse se her.
Kapitel 5 Kredse
§ 18 Områder

Stk. 1. Jægerforbundet inddeles i følgende kredse. (Hver enkelt kreds afgrænses inden for Miljøministeriets inddeling i Miljøcentre):

Kreds 1: Nordjylland
Kreds 2: Midt-vest
Kreds 3: Midt-øst
Kreds 4: Sydjylland
Kreds 5: Fyn
Kreds 6: Sydsjælland
Kreds 7: Nordsjælland
Kreds 8: Bornholm

Stk. 2. Hver enkelt af Jagtforeningernes Kommunale Fællesråd henhører under én kreds.

Stk. 3. Repræsentantskabet fastsætter inddelingen i kredse.

Stk. 4. Kredsenes drift finansieres af Jægerforbundet i overensstemmelse med nærmere af hovedbestyrelsen fastlagte retningslinjer.

Stk. 5. For hvert af hovedbestyrelsen nedsat aktivitetsudvalg vælges en fagkoordinator. Fagkoordinatoren vælges eller udpeges på et kredsmøde. Mellem kredsmøderne er bestyrelsen bemyndiget til selv at udpege fagkoordinatorer.


§ 19 Kredsmødets kompetence og sammensætning

Stk. 1. Kredsmødet har den øverste myndighed i kredsens anliggender.

Stk. 2. Kredsmødet er sammensat af:

1. Kredsbestyrelsen
2. Formændene for Jagtforeningernes Kommunale Fællesråd
3. Fagkoordinatorerne
4. Fra hver forening én repræsentant for hver påbegyndte 50 medlemmer opgjort pr. 1. oktober året før.

§ 20 Ordinært kredsmøde

Stk. 1. Det ordinære kredsmøde afholdes hvert år i februar eller marts måned

Stk. 2. Indkaldelse til det ordinære kredsmøde sker gennem Jægerforbundets medlemsblad. Indkaldelse sendes tillige skriftligt til Jagtforeningernes Kommunale Fællesråd og de i foreningerne valgte repræsentanter, jf. § 19, stk. 2, nr. 4) senest 14 dage før mødet. Dagsordenen vedlægges.

Stk. 3. Forslag, der ønskes optaget på dagsordenen, og som ikke fremsættes af kredsbestyrelsen, skal være vedtaget på et møde i et Jagtforeningernes Kommunale Fællesråd eller af en lokal jagtforening i JKF-området. Alle forslag skal meddeles skriftligt til kredsformanden senest tre uger før kredsmødet.

Stk. 4. Dagsordenen skal omfatte følgende punkter:

1. Valg af dirigent.
2. Beretning om kredsens virksomhed.
3. Orientering om kredsens økonomiske forbrug
4. Orientering om hovedbestyrelsens arbejde
5. Valg af hovedbestyrelsesmedlem jf. § 26, stk. 2, og suppleant for samme.
6. Valg af kredsformand, jf. § 22, stk. 2.
7. Valg af fagkoordinatorer, jf. § 18, stk. 5.
8. Valg af repræsentantskabsmedlemmer, jf. § 23, stk. 2, nr. 3).
9. Indkomne forslag.
10. Eventuelt.

§ 21 Ekstraordinært kredsmøde

Stk. 1. Ekstraordinært kredsmøde indkaldes af kredsbestyrelsen efter behov, eller når mindst 1/4 af kredsrepræsentanterne skriftligt over for kredsbestyrelsen begærer dette. Begæringen skal være ledsaget af en dagsorden.

Stk. 2. Kredsbestyrelsen skal lade afholde ekstraordinært kredsmøde inden 30 dage efter, at behov er konstateret, henholdsvis 1/4 af kredsrepræsentanterne skriftligt har begæret dette. Indkaldelse skal i alle tilfælde ske med mindst syv dages skriftligt varsel og være ledsaget af en dagsorden.

§ 22 Kredsbestyrelse

Stk. 1. Kredsbestyrelsen består af en formand, hovedbestyrelsesmedlemmet samt et medlem fra hvert Jagtforeningernes Kommunale Fællesråd. I kredse, hvor antallet af Kommunale Fællesråd udgør mere end 10, indstiller de respektive Kommunale Fællesråd en kandidat, og der vælges her maksimalt 10 medlemmer foruden formand og Hovedbestyrelsesmedlem. I kredse med mindre end 10 Jagtforeningernes Kommunale Fællesråd kan bestyrelsen udvides, således at der indgår indtil 10 medlemmer i kredsbestyrelsen.

Stk. 2. Formanden vælges for en periode af 4 år. Valg af formand sker i det valgår, hvor der ikke vælges hovedbestyrelsesmedlem.

Stk. 3. Øvrige kredsbestyrelsesmedlemmer, der skal være medlemmer i et Jagtforeningernes Kommunale Fællesråd, vælges for to eller fire år.

Stk. 4. Kredsbestyrelsen vælger af sin midte en næstformand, en sekretær og en kasserer.

Stk. 5. Formandens hovedansvar er varetagelse af kredsens faglige aktiviteter (udøvet af kredsens koordinatorer), hovedbestyrelsesmedlemmets hovedansvar er varetagelse af jagt- og miljøpolitiske spørgsmål.

Stk. 6. Kredsbestyrelsen

- varetager agitationsarbejdet i kredsen
- motiverer medlemmerne i kredsen for arbejdet med natur- og vildtpleje
- fremmer arbejdet for et godt jægerhåndværk blandt kredsens medlemmer
- fremmer et godt kammeratskab mellem medlemmerne i kredsen
- koordinerer afholdelsen af flugtskydningsarrangementer, mark- og riffelprøver m.m. i kredsen i samarbejde med kredsens Kommunale Fællesråd
- sikrer forvaltningen af det økonomiske tilskud fra Jægerforbundet efter nærmere af hovedbestyrelsen fastsatte retningslinjer

Stk. 7. Hvert medlem har én stemme. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
 
Danmarks Jægerforbund Kreds 6